Find ludo-brættet frem: Børnenes ferie begynder med regn
Skolernes sommerferie får en våd og kold start
Det er ikke mere end nogle få dage siden, at meteorologerne spåede temperaturer i underkanten af de 30 grader.
Nu tegner der sig imidlertid et noget andet billede, når man tager et kig på den østjyske vejrudsigt. På den anden side af weekenden venter der efter alt at dømme nogle regnvåde dage med temperaturer, der ikke er specielt prangende for årstiden.
Ifølge TV 2 Vejrets Anders Brandt er der et vejrskifte under opsejling.
SE OGSÅ: Øv: Risiko for skybrud og torden fra middag
- Der er lagt op til noget helt nyt vejr i næste uge. Mandag skal der et regnvejr forbi. Det klarer lidt op tirsdag, men der er risiko for byger. Onsdag får vi igen regnvejr, lyder den ikke specielt optimistiske vurdering fra TV 2-værten.
Weekenden begynder lummert, men senere lørdag blæser der køligere vinde ind over Østjylland. Både lørdag og søndag er der udsigt til dagtemperaturer på over 20 grader, men fra og med mandag bliver det køligere.
Se den østjyske vejrudsigt i videoen øverst i artiklen.