Fejl fik Horsens til at gå helt i sort
Knap 52.000 husstande i Horsens-området mistede mandag morgen strømmen. Den skulle nu være vendt tilbage, oplyser elselskabet NRGi
Kaffemaskinen gik i stå, lyskryds gik i sort og alverdens tekniske isenkram nedlagde arbejdet uden varsel.
Mandag morgen blev Horsens og omegn mørkelagt på grund af en fejl på en transformerstation i Hatting.
Konkret betød det, at knap 52.000 husstande mistede strømmen, fortæller Per Svendsen, NRGis kommunikationschef, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Nedbruddet skete mandag klokken 07.13.
- De første fik strømmen tilbage efter tre minutter, mens de sidste fik strømmen tilbage efter 12½ minut, siger Per Svendsen.
Fejlen blev hurtig fundet og udbedret, og nu skal teknikere se nærmere på årsagen.
- Det er heldigvis meget sjældent, at vi oplever nedbrud som dette, hvor en hel by bliver mørkelagt, siger Per Svendsen.