Familie og politi leder efter PTSD-ramt veteran
Den 36-årige Flemming René Højholdt Andersen, der har været forsvundet siden lørdag, er krigsveteran og PTSD-ramt, oplyser familien
Østjyllands Politi efterlyser fortsat den 36-årige Flemming René Højholdt Andersen, der har været forsvundet siden lørdag eftermiddag.
Politiet frygter, at han vil forsøge at tage sit eget liv.
Den 36-årige er tidligere udsendt i perioder fra 2002 til 2011, og han lider af posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Det fortæller familien til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Han har været udsendt til Afghanistan, Irak, Kosovo og Kirgisistan, og han lider af PTSD. Vi frygter, at han kan have taget livet af sig selv, men vi håber stadig det bedste, siger den forsvundnes svigerinde Henriette Højholdt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SE OGSÅ: Hjælp politiet: Har du set selvmordstruet mand?
Hun fortæller, at familien i øjeblikket kigger efter Flemming René Højholdt Andersen på Djursland, hvor man har kigget i diverse skove og langs kysten.
Ifølge Henriette Højholdt er Flemming René Højholdt Andersens fortid som udsendt en medvirkende faktor til, hvorfor han er forsvundet – tilsyneladende med selvmordstanker.
- Folk skal have fokus på, at der er en masse veteraner, der har brug for hjælp. Flemming har været under behandling, men den har været afsluttet i et godt stykke tid, siger hun.
SE OGSÅ: Politiet leder efter forsvundet mand i Randers-området
Den 36-årige beskrives som 183 centimeter høj, karseklippet og kommunefarvet hår med begyndende måne og iført mørkt tøj.
Han har haft kørt i en koksgrå Mercedes, der har registreringsnummeret AS 71 958. Bilen er en model magen til den på billedet herunder.
Hvis du ser bilen eller manden, hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.