Få et kig ind i Skanderborgs nye fælleshus
650 medarbejdere rykkede mandag ind i Skanderborg Fælled
Borgerservice, politistation og rådhus samt multihal med plads til sport, koncerter og teater.
Det er nogle af de ting, som det nye Skanderborg Fælled rummer. Mandag mødte de cirka 650 medarbejdere i det nye fællehus op til deres første arbejdsdag på stedet.
- Der som sådan ikke nogen fast byrådssal. Hele ideen i huset er multianvendelighed. Det vil sige, at alle rummene skal kunne bruges til mange ting, siger Knud Sørensen, der er projektchef i Skanderborg Kommune.
Fakta om Skanderborg Fælled
- Budgettet på 300 mio. kr. holder
- Hjemmebane for Skanderborg Kommunes administration, en del af Sydøstjyllands Politi og en masse idrætsudøvere bl.a. Skanderborg Håndbolds ligahold
- 1.000 parkeringspladser
- Byggeriet er en god forretning med en årlig driftsbesparelse på op mod 12 mio. kr.
Mens flyttebiler i weekenden læssede det ene læs af efter det andet af, er dagen i dag blandt andet brugt på at sætte ting på plads og blandt andet lære det nye store hus at kende.
- Vi har alle sammen set frem til det her og ikke mindst medarbejderne, der har levet i noget af et kaos de seneste uger. I dag er så også kaos, for nu skal alt så bringes på plads i løbet af formiddagen, men det går, som jeg kan se det, rigtig godt, siger Jørgen Gaarde (S), borgmester i Skadnerborg Kommune.
Multihallen i Skanderborg Fælled kan indrettes forskelligt alt efter, hvad den skal bruges til. I forbindelse med sport er der plads til 3.500 tilskuere, mens den til koncerter eller andre events har plads til cirka 2.000 tilskuere.
Oppe på taget af det nye fælleshus i Skanderborg er der etableret et hav af solceller.
- Vi har næsten 1.000 kvadratmeter solceller, som forsyner huset med vedvarende energi, siger Knud Sørensen.
Mandag morgen tog borgmesteren imod de cirka 650 medarbejdere i huset, og på fredag gælder det den officielle indvielse med koncert, snorreklip og rundvisninger.
I vidoen øverst på siden kan du komme med på en kort rundtur i Skanderborg Fælled, og herunder kan du se mere om flytningen.