Eksplosion i Stjær: Læk på gasledning var skyld i dødsulykke
Politiet kan nu konkludere, at gas var årsagen til ulykken i Stjær
Sydøstjyllands Politis efterforskning af eksplosionen i Stjær ved Galten, hvor en kvinde omkom, viser, at det var et læk på en gasledning, der var skyld i ulykken.
Gasledningen var ikke ført ind i huset, men ifølge politiet må gasen være sivet ind i en såkaldt krybekælder, der hørte til huset. Herefter er gassen blevet antændt, og det gjorde, at huset eksploderede, det er uvist, hvad der har antændt gassen.
- Der har kunne sive gas fra ledningen ned i krybekælderen, og derefter er det blevet antændt, hvad der helt konkret har antændt gassen og udløst eksplosionen, kan vi ikke sige, siger leder ved lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
Læs også
Helt konkret skulle der være tale om en smeltet stikledning til naturgas uden for ejendommen, som er ejet af HMN GasNet. Stikledningen er blevet smeltet af et defekt højspændingskabel, der er ejet af det lokale elfirma.
- Det omtalte læk forårsagede, at gassen sivede ind under gulvet i huset, og den efterfølgende blanding af ilt og gas blev så antændt af f.eks. en gnist fra en el-kontakt, el-komfur eller ved brug af åben ild. Det var det, som affødte den voldsomme eksplosion, som desværre betød, at husets beboer omkom ved eksplosionen, siger Andreas Bryld Hansen
Sydøstjyllands Politi oplyser, at Sikkerhedsstyrelsens rapport om ulykken kommer om en uges tid.
Eksplosionen i Stjær
Det var en landsby i chok, efter et hus i Stjær pludselig eksploderede torsdag eftermiddag. Politiet fik anmeldelsen om eksplosionen klokken 16.27. Fra start arbejdede politiet med en teori om, at gas kunne være årsagen til eksplosionen, og det er altså nu slået fast.
En 87-årig kvinde, husets beboer, blev efter eksplosionen meldt savnet, og hun blev fundet død i murbrokkerne om fredagen - dagen efter eksplosionen.
Beboerne i chok
Eksplosionen var så voldsom, at den kunne mærkes og høres i det meste af landsbyen, og beboerne var forståeligt nok chokerede efter hændelsen.
- Jeg er chokeret, rystet og frygtelig ked af, at kvinden var i huset, sagde Lene Severinsen, der bor i nabolaget, dagen efter eksplosionen.