Efterlysning: Har du vundet 5,6 millioner?
Hos Minicentret i Skanderborg er der endnu engang blevet langet en lottokupon med en milliongevinst over disken
Har du haft en travl weekend og glemt at tjekke din lottokupon, så er det måske en ide at se at få det gjort.
Ved lørdagens lottoudtrækning var der tre vindere med syv rigtige, og dermed var der hele 5.668.563 kroner til hver af de tre.
En af vinderkuponerne er købt i Minicentret i Skanderborg, men indtil videre så har vinderen ikke meldt sig.
Læs også
- Vi har vidst, at kuponen er købt hos os siden søndag, men vinderen er altså ikke dukket op endnu. I morges har vi så haft besøg af Danske Spil, og de har pyntet op og så videre. Derudover gør vi selvfølgelig vores kunder opmærksomme på det gennem medierne, så forhåbentlig melder vinderen sig snart, siger Erik Ringsmose, indehaver af Minicentret, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er ikke første gang, at Minicentret har solgt lottokuponer, hvor der har været milliongevinster at hente. Senest i 2015 var der en vinderkupon, hvor gevinsten var 2,2 millioner kroner. Tidligere er også to-cifredede millionbeløb tilfaldet vindere, der har købt deres kupon i Minicentret.
Mandag formiddag gik snakken i butikken selvfølgelig mest af alt på, om man havde husket at tjekke sin egen lottokupon. Og det går bestemt heller ikke ubemærket hen, at flere har haft heldet med sig i forbindelse med køb af en lottokupon hos Minicentret i Skanderborg.
Læs også
- Rigtig mange bemærker, at det er et heldigt sted. Folk snakker meget om sådan en begivenhed her. Vi har her i butikken også generelt en omsætning over gennemsnittet i forhold til spil, fortæller Erik Ringsmose til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvis man er den heldige vinder, kan man også vælge at henvende sig direkte til Danske Spil.