TV 2 | Østjylland

Christina fik meningitis: Jeg har ikke været på min datters skole i flere år

02:22

- Nogle dage er det så uoverskueligt, at det at leve med det er ligeså slemt som døden, siger Christina. Hun har voldsomme mén af meningitis

Christina Ennemark Høiriis går rundt med høretelefoner på derhjemme. Ikke for at høre musik, men for at få fred.

For larm, støj og høje lyde.

- På dårlige dage ser man mig ikke. Så isolerer jeg mig i soveværelset. Jeg har konstant ondt i hovedet og mange former for hovedpine og smerter, siger 30-årige Christina Ennemark Høiriis fra Solbjerg ved Aarhus.

For tre år siden vågnede Christina Ennemark Høiriis op med hovedpine. Hun havde fået meningitis. Hun er stadig så hårdt ramt af hovedpine, at hun må have høreværn på indenfor. på en god dag, kan hun gå en tur i Brugsen og handle 5-10 ting. Andre dage isolerer hun sig helt i soveværelset.

Hovedpinen og trætheden kan stige i løbet af et sekund.

- Det er ligesom en betændt negl. Jeg kan hele tiden mærke omridset af mit hoved, siger Christina Ennemark.

Sådan har det ikke altid været. Men for tre år siden vågnede hun en morgen med hovedpine.

- Jeg troede, at det var en begyndende influenza, som jeg dopede mig med lidt Panodil, siger Christina Ennemark Høiriis.

Det viste sig at være meningitis. Hun var indlagt i 11 dage, hvor hun blev pumpet med medicin.

Meningitis er hjernehindebetændelse, og den – betændelsen – var væk, da hun blev udskrevet. Egentlig skulle hun være rask.

Det er gået hårdt ud over familien, at Christina Ennemark Høiriis har haft meningitis. Hendes mand må tage alene afsted på ferie med børnene på otte og fem år.

Men det er hun ikke. Og her begynder et mareridt for Christina Ennemark Høiriis og hendes familie. Hun er mor til en datter på otte år og en søn på fem år.

- Det er hårdt. Det ønsker jeg ikke, at nogen skal opleve. At gå fra at kunne en masse til at være så begrænset, som jeg er, siger Christian Ennemark Høiriis.

Fra at være en aktiv og social småbørnsmor, kan hun nu kun være tilstede i få timer ad gangen, når hun husker at holde sig i ro og får sovet flere timer.

Læs også Aarhus-forskere finder vaccine mod meningitis - myndighederne tøver

- Jeg har ikke været på min datters skole i flere år. Jeg tager ikke med til fødselsdage og i legeland. Min mand tager selv på camping med vores børn. Mange gange tager han selv afsted, fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være der, siger Christina Ennemark Høiriis.

I begyndelsen var lægerne optimistiske. Men det var i de første uger og måneder.

- Nu er det simpelthen uvist, siger Christina Ennemark Høiriis.

Læs også Karius og Baktus har trange kår i Favrskov

Hun håber, at der kommer en vaccine, så meningitis kan blive udryddet én gang for alle.

- Nogle dage er det så uoverskueligt, at det at leve med det er ligeså slemt som døden. Jeg har mine børn og min mand. Dem kæmper jeg for. Men at have fået frataget så meget frihed og være så isoleret og mærket af træthed og smerter hele tiden er svært at leve med, siger Christina Ennemark Høiriis

Øverst kan du se hele indslaget om Christina Ennemark Høiriis, der har fået voldsomme mén efter at være blevet ramt af meningitis.

00:14

Video: Flere røg i asfalten på spejlglatte cykelstier

Læs mere