Byrådskandidat vil gøre Universitets-parken mere trafiksikker
Sidste år mistede en ung kvinde livet i en trafikulykke i Universitetsparken. Ung socialdemokrat vil nu gøre området mere trafiksikkert
Universitetsparken i Aarhus skal være mere trafiksikker.
Det mener Anders Winnerskjold, der stiller op til næste års byrådsvalg i Aarhus for Socialdemokratiet.
Han minder om, at en 20-årig kvinde mistede livet i forbindelse med en trafikulykke i Universitetsparken i marts 2015, og trafikforholdene er ikke blevet bedre siden.
- Jeg er bange for, at den næste ulykke er lige rundt om hjørnet. En sådan tragedie må ikke gentage sig, hvis vi med simple trafikale forbedringer kan undgå en tilsvarende ulykke, siger Anders Winnerskjold i en pressemeddelelse.
Læs også
Den 24-årige byrådskandidat skrev mandag aften et opslag på Facebook om sagen, og siden har han modtaget en række positive tilbagemeldinger og ideer til forslag.
Dem vil han tage med, når han snarest skal diskutere sagen med partifællen Camilla Fabricius, der er vikarierende rådmand for teknik- og miljø i Aarhus.
- Jeg vil ikke vente med at øge sikkerheden til efter valget i 2017. Vi skal handle nu, også selv om jeg ikke er valgt, siger Anders Winnerskjold.