Borgmester: Det her kan være vores chance
Favrskovs Nils Borring (S) ser det ikke som en dårlig ting, at beslutningen om den nye politiskoles placering er udskudt
Fredag kom det frem, at beslutningen om en ny politiskoles placering bliver skubbet til efter sommerferien. Flere politikere har efterfølgende beklaget udskydelsen, men i Favrskov er det lige omvendt.
Her mener borgmester Nils Borring, at den længere periode inden afgørelsen træffes, kan være Favrskovs chance. Justitsministeren har nemlig skrevet et brev rundt til landets borgmestre, som han ser flere positive ting i.
- I brevet fra justitsminister Søren Pind (V) står der, at man har undersøgt flere mulige bygninger rundt om i kommunerne, hvor skolen kunne ligge. Men nu åbnes der op for, at også nybyggerier kan være løsningen, og det er positivt for os, siger Nils Borring til tv2oj.dk.
Flere byer i spil
I Favrskov er det nemlig et uberørt areal, der i spil, hvor kommunen ønsker at bygge en hel ny politiskole op fra grunden.
- Flere kommuner har haft besøg, hvor eksisterende bygninger er blevet kigget efter i sømmene, men vi har ikke haft officielle gæster, fordi vores forslag er et nybyggeri. Noget kunne så tyde på, at Søren Pind har lyttet efter os, siden nye byggerier også kommer i spil, forklarer borgmesteren.
Først efter sommerferien vil den endelige beslutning om placeringen blive taget. Også Randers og Silkeborg er i spil til den nye politiskole.