Boligområde plaget af hærværk: Familier risikerer udsmidning
I 2016 kostede hærværk og indbrud Boligforeningen Aarhus Omegn 700.000 kroner. Fem drenge er anholdt - de og deres familier bliver måske smidt ud
Natten mellem den 31. januar 2015 og 1. januar 2016, hvor de fleste på fredelig vis fejrede nytåret, valgte fem unge mænd at bryde ind i en række lejligheder i boligområdet Rosenhøj i Viby.
Sådan lyder anklagen mod dem. Der er endnu ikke faldet dom, men hvis Retten i Aarhus er enig med politiet, så kan drengene og deres familier godt finde flyttekasserne frem.
Læs også
Det fortæller direktør for Boligforeningen Aarhus Omegn, Leif Jensen, til TV2 | ØSTJYLLAND:
- Det vil vi ikke acceptere. Det vil de familier, det er gået ud over, heller ikke acceptere.
Hvis mændene dømmes, har boligforeningen nemlig mulighed for at opsige deres lejekontrakter og dermed smide dem ud. Det har der tidligere været flere tilfælde af i Gellerupparken i Brabrand, hvor familier ligeledes måtte flytte, fordi deres børn havde begået kriminalitet. Blandt andet i 2008, hvor en flok unge havde sat ild til en børnehave.
I boligområdet Rosenhøj, hvor de fem unge mænd bor med deres familier, brød de fem unge mænd ifølge anklagen ind i 11 ud af 12 lejligheder i en opgang. Der var ingen hjemme i lejlighederne, da beboerne var blevet genhuset i forbindelse med renovering.
Flere indbrud og mere hærværk
Det var i den ene af lejlighederne, at mændene blev anholdt af politiet nytårsnat for mere end et år siden.
Boligforeningen Aarhus Omegn blev gjort opmærksom på anholdelserne i efteråret 2017 og afventer nu rettens dom.
Ifølge direktør for boligforeningen, Leif Jensen, har området i 2016 været plaget af massiv hærværk, som løber op i hele 700.000 kroner bare for det ene år. Det er dermed ikke kun de fem drenge, der står for hele det beløb, som nu skal betales.
- Det er jo de øvrige beboere i Rosenhøj der så skal betale det. Det er en driftsudgift i afdelingen, forklarer Leif Jensen.
Også i vinter har boligforeningen oplevet problemer med flere indbrud.
Bange for at afskrække folk
- Rigtig mange beboere er berørte af det her. De har oplevet indbrud i deres kælder- og pulterrum.
Med en eventuel opsigelse af de fem familier ønsker boligforeningen at sende et signal. Rosenhøj har gennemgået en stor renovering for at skabe bedre forhold i området.
Læs også
Derfor er boligforeningsdirektør Leif Jensen bange for, at kriminaliteten kan være med til at skræmme folk væk eller føre til, at folk ikke længere ønsker at bo der.
- Hele meningen med renoveringen var, at vi skulle gøre det til et attraktivt område, hvor familier gerne vil bo, men vi risikerer at komme tilbage til start, fortæller Leif Jensen og tilføjer:
- Derfor sætter vi massivt og stærkt ind.
Boligforeningen Aarhus Omegn er i løbende dialog med Aarhus Kommune omkring den sociale indsats i boligområdet for at forsøge at få de kriminelle unge på rette spor.
Du kan høre direktør Leif Jensen fortælle mere om problemerne i Rosenhøj i videoen øverst i artiklen.