Bo H. før lokalopgør: Vi skal slå Randers på dødbolde
Cheftræner Bo Henriksen forventer en krig, når AC Horsens søndag tager imod Randers FC. Han har dog opskriften på succes klar
Søndag gæster kronjyderne fra Randers FC Casa Arena i Horsens til et vaskeægte østjysk lokalbrag. Allerede på forhånd overlader cheftræneren for De Gule, Bo Henriksen, initiativet til gæsterne. Og så vil han slå til på et Horsens-varemærke.
- Randers kommer sikkert til at være meget på bolden, og vi kender deres styrker med spil i mellemrummet, Fisker på bolden og nogle stærke angribere. Men vi ved godt, hvor vi skal ødelægge dem, siger Bo Henriksen til tv2oj.dk.
Læs også
Horsens-træneren har opmærksomt fulgt Randers’ kampe indtil videre i denne sæson, og her ser han svagheder på et område, hvor Horsens derimod har deres helt store styrke.
- De lukkede to mål ind på hjørnespark i nederlaget mod Sønderjyske, og på dødbolde er vi stærke. Jeg tror, vi har mulighed for at gøre ondt på dem der, forklarer Bo Henriksen.
Horsens er netop et af de farligste hold i Superligaen på dødbolde, og derfor er Bo Henriksen også optimistisk inden kampen.
- Det bliver en fed kamp, og Randers skal ikke forvente en let kamp. De møder et sultent Horsens-mandskab, der vil forsøge at krige sejren hjem, lover han.
Opgøret fløjtes i gang søndag kl. 13 i Horsens.