Astrofysiker: Det smadrede rumfartøj er en succes
Bremseraketter var årsag til, at rumfartøj med østjysk udstyr styrtede ned, lyder det fra rumekspert
Selv om det europæiske rumfartøj Schiaparelli ikke kom helskindet igennem mødet med Mars' overflade, er missionen ikke spildt - tværtimod.
Sådan lyder vurderingen fra Michael Linden Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent på Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU.
- Vi har nået 80 procent af landingen. Så vi mangler kun de sidste 20 procent for at gå hele vejen næste gang. Det er en succes.
- Det er fantastisk, at vi har fået alle de her data, siger han.
Læs også
Rumfartøjet, der har været forsvundet siden onsdag, ser ifølge Det Europæiske Rumagentur (ESA) ud til at være enten eksploderet eller smadret, da det styrtede mod Mars fra to til fire kilometers højde.
Det var ifølge professoren formentlig bremseraketterne, der skabte problemer for fartøjet ved landingen.
Efter at være braget gennem Mars' atmosfære med 21.000 kilometer i timen, skulle faldskærme og bremseraketter hjælpe det 577 kilo tunge fartøj sikkert ned på Mars.
Læs også
Men ifølge Michael Linden Vørnle er det en succes i sig selv, at fartøjet overhovedet nåede planetens overflade.
Schiaparelli er en del af det europæisk-russiske ExoMars-program.
Ifølge astrofysikeren er Schiaparelli udelukkende en testmission, der skal være med til at sikre landingen ved den næste ekspedition. Den forventes at blive iværksat i 2020.
Læs også
Her skal en robotbil sendes til Mars. Den skal bore dybt ned i planetens overflade for at lede efter tegn på liv.
- Man har selvfølgelig hele tiden håbet på, at Schiaparelli var funktionsdygtig efter landing. Den havde batterier med til at fungere i flere dage, siger han.
Men Michael Linden Vørnle påpeger, at han ikke er overrasket over, at den ikke nåede hele vejen.
Ud over Schiaparelli, som skulle lande på Mars, er rumsonden Trace Gas Orbiter sendt i kredsløb rundt om planeten. Her er alt, som det skal være, lyder det fra professoren.
Teknologivirksomheden Terma med hovedsæde i Lystrup ved Aarhus har fulgt landingen tæt. Den østjyske virksomhed har udviklet strømforsyningen til landingsfartøjet.