Afsted til Ønskeland: 20.000 børn skal få os alle til at drømme
Børn i hele Region Midtjylland tager forskud på glæderne og giver deres bud på en åbning af Aarhus 2017
"Åh, åh, åh, hvis du spørger hvad jeg tænker på, er jeg sikkert i ønskeland".
Sådan lyder omkvædet til sangen Ønskelandet, som mange steder i Østjylland er soundtracket denne fredag. En sang som skal forsøge at sætte skub i tanker og drømme hos os alle. Det er lyden af den spæde åbning af det europæiske kulturhovedstadsprojekt i Aarhus.
Læs også
I alt 20.000 børn i hele Region Midtjylland synger og danser i dag Ønskelandet, som er skrevet af Alberte Winding til dagens børneåbning.
Skoler, institutioner, biblioteker og en række kulturinstitutioner har arbejdet med at give børnene deres helt eget udtryk der kan sætte sit aftryk på Aarhus 2017.
På Skjød Stadion mellem Hammel og Hadsten er 1.200 børn fra skoler i Favrskov Kommune samlet for at give deres version af sangen. Det sker efter flere måneders forberedelse med at lære både sang og koreografi.
- Det er nu det sker. Det er nu det er igang. Al den spænding, der er bygget op. Det er fantastisk, at se alle børnene stå og danse og synge, siger Frederik Schiøler, som er kulturformidler i Favrskov Kommune.
Udover sangen er der også udformet forskellige kunstinstallationer og andre kreative tiltag i de 19 kommuner i Region Midtjylland. Her har børn arbejdet med at udtrykke deres drømme og ønsker gennem ønskeøer, ønskesten og ønsketræer.
I videoen øverst i artiklen kan du se og høre, hvordan Ønskelandet lød, da børnene på Skjød Stadion både sang og dansede.
Har du billeder fra et af børnearrangementerne i Østjylland i dag, fredag den 20. januar? Så send dem afsted til redaktion@tv2oj.dk.
Sangtekst til "Ønskelandet"
Sammen med vennerne
Vi løber gennem regn
Eller står på hænderne
Kom verden og lær mig meget mere
Og ind imellem må du lade mig være
Åh, åh, åh
Hvis du spørger hvad jeg tænker på
Er jeg sikkert i ønskeland
Hvor jeg bruger alt det, jeg kan
Se, der er små bløde dyr
jeg passer og holder af
kom, lad os være en familie
i leg på en badedag
giv tid, så fortæller jeg dig mere
vi kan plukke alt på mine ønsketræer
åh, åh, åh
hvis du spørger hvad jeg tænker på
er jeg sikkert i ønskeland
hvor jeg bruger alt det jeg kan
åh, åh, åh
hvis du spørger hvad jeg tænker på
jeg drømmer ligesom dig
at der er plads til et barn som mig
i mit ønskeland
er mit hjem af chokolade
men ellers bor vi grønt
og alle her er glade
ingen onde drømme
det er robotter der gør rent
vi har rumraketter og kommer aldrig for sent
åh, åh, åh
hvis du spørger hvad jeg tænker på
er jeg sikkert i ønskeland
hvor jeg bruger alt det jeg kan
åh, åh, åh
hvis du spørger hvad jeg tænker på
jeg drømmer ligesom dig
at der er plads til et barn som mig
Tekst: Alberte Winding
Musik: Jan Rørdam & Andreas Fuglebæk