Aarhus Lufthavn er flyvende: Fem nye ruter på fem måneder
I dag præsenterer Aarhus Lufthavn igen en ny rute til programmet - denne gang til Eindhoven i Holland
Smilet er stort hos direktør for Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg.
- Det er virkelig dejligt!
Efter flere års krisesnak og debat om placeringen af lufthavnen, er der nu endelig kommet arbejdsro, og det kan mærkes i lufthavnen i Tirstrup.
Læs også
Helt konkret har de droppede flytteplaner været medvirkende til, at der nu er blevet tilføjet en række nye ruter til programmet, lyder det fra lufthavnsdirektøren. Hele fem styk siden oktober sidste år, hvor en rute til Malaga blev præsenteret.
Seneste skud på stammen er en rute til Eindhoven i Holland, som Ryan Air skal flyve.
- Jeg tror aldrig nogensinde, at vi i lufthavnens historie har præsenteret fem ruter på et år, siger direktør Peter Høgsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De i alt fem nye ruter går til Malaga, Prag, Gdansk, Ithaca og nu altså Eindhoven.
Eindhoven er Hollands femte største by med lidt over 200.000 indbyggere og er i sig selv et turistmål. Derudover er lufthavnen i Eindhoven en adgangsportal til flere andre store, europæiske storbyer.
Men det er ikke kun den vej, at ruten skal ses. Ifølge direktør Peter Høgsberg skal ruten i højere grad også ses den med hollandske briller.
- Vi glemmer nogle gange at vende den rundt. Jeg tror, det her bliver en af de her ruter, hvor der er flere hollændere der kommer til Danmark. Folk har måske hørt, at Aarhus er kulturhovedstad og vil til Aarhus for at opleve det, siger Peter Høgsberg, som derfor håber, at turistbranchen vil kunne mærke det.
Læs også
Om der er en sjette rute på vej i løbet af 2017, kan lufthavnsdirektøren hverken be- eller afkræfte. Han vil dog ikke afvise, at der kan sniges et navn ind, hvis alt flasker sig.
- Vi har stadig flere skud i bøssen - et par "dark horses" - som der kan være muligheder i, men lige er vores fokus først og fremmest på sommeren 2018, siger Peter Høgsberg.
Ruten til Eindhoven åbner i efteråret 2017.