Aarhus-instruktør drømmer om at filmatisere klassiker
I årevis har den aarhusianske instruktør Edith Tvede Byg-Fabritius arbejdet på at filmatisere "Erik Menneskesøn"
Den aarhusianske instruktør Edith Tvede Byg-Fabritius har i årevis drømt om at filmatisere bogen "Erik Menneskesøn", der handler om drengen Eriks rejse gennem den nordiske mytologi.
De seneste seks år har hun brugt på drømmen. Hun har skrevet filmens manuskript og prøvefilmet. Hvis alt går efter drejebogen, er filmen klar om få år.
- Da jeg læste bogen første gang, har jeg været otte-ni år. Jeg havde kuldegysninger af beskrivelsen af tordenvejret, der nærmer sig, og Thor, der står derude. Den gjorde et meget, meget stort indtryk, siger Edith Tvede Byg-Fabritius.
Om arbejdet med filmen siger hun:
- Det er noget, der er større end mig. Det er det eneste, jeg arbejder på, og det er det, jeg har arbejdet på de seneste seks år.
Læs også
Da Edith Tvede Byg-Fabritius for ti år siden begyndte at uddanne sig til filminstruktør, bad hun bogens forfattter, Lars-Henrik Olsen, om rettighederne til at lave en film på baggrund af bogen.
- Jeg tænkte: Hvad ville være den vildeste film, man overhovedet kunne lave i hele verden. Jeg er, set i bagklogskabens lys, ret målløs over den tillid og åbenhed, han har vist mig i den proces, siger den aarhusianske instruktør.
Edith Tvede Byg-Fabritius har store forventninger til filmen:
- Vi kommer til at lave noget, der ikke er set før. Jeg har udviklet hele konceptet fra grunden, og det er det, jeg har brugt de sidste seks år på, siden.
Øverst i videoen fortæller Edith Tvede Byg-Fabritius mere om filmprojektet.