Så er det store iPad-dag i Odder
2200 børn får deres nye computer på torsdag
På torsdag er det store iPad-dag for skolebørnene i Odder kommune. Det er dagen, hvor 2200 elever fra 0. til 10 klasse får en iPad udleveret, når de kommer i skole, og Odder bliver dermed den første kommune i Europa, hvor alle skolebørn har en iPad.
- Denne beslutning vil fuldstændig revolutionere måden at arbejde på for lærere og elever, ikke fordi der er tale om iPads, men fordi det grundlæggende vil forandre læringsmiljøet, hedder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Siden efterårsferien har to pilotklasser arbejdet med iPads i undervisningen, og erfaringerne er rigtig gode
- Udleveringen af iPads foregår på de enkelte skoler, men markeres officielt ved et arrangement på Parkvejens skole torsdag formiddag. Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini er inviteret, men har meddelt, at hun er optaget af Statsråd med dronningen.