Lær at skrive sange
Musikkonservatorium klar med ny uddannelse
Fra næste sommer er det i Aarhus muligt at tage en uddannelse for at lære at skrive sange.
Da Rytmisk Musikkonservatorium i København sidste år begyndte en bacheloruddannelse i sangskrivning, var der et overvældende stort antal ansøgere, og nu åbner Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus en tilsvarende sangskriveruddannelse.
Bacheloruddannelsen i sangskrivning er en tre-årig uddannelse, som giver den studerende viden, færdigheder og kompetencer som sangskriver. Det første hold begynder i sommeren 2012.
- Uddannelsen finder sted på afdelingen i Aarhus og tilbyder en bred vifte af undervisning og inspiration - i form af fag, projekter, koncerter, kurser og meget andet - der hjælper den studerende til at udvikle sin musikalske og kunstneriske personlighed i et kreativt og dynamisk samarbejde med andre, oplyser Det Jyske Musikkonservatorium på sin hjemmeside.