Redningsstation først alarmeret efter en time
Redningsstation blev først alarmeret over en time efter tragisk kollision
Efter nattens tragiske forlis i Kattegat, hvor to fiskere omkom, viser det sig nu, at Farvandsvæsenets redningsstation i Grenaa først blev alarmeret over en time efter ulykken indtraf.
- Redningsstationen i Grenaa blev alarmeret klokken 00.50, oplyser redningsinspektør Remmi Pedersen fra Farvandsvæsenet til TV 2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Søværnets Operative Kommando (SOK) modtog man alarmen kl. 23.40. Nu skal det undersøges, hvorfor den lokale redningsstation først blev alarmeret en time senere.
- Vi vil gerne vide, hvorfor der er gået en time, forklarer Remmi Pedersen fra Farvandsvæsenet, der har ansvaret for redningsstationen i Grenaa.
Den ene af de to fiskere blev hejst op af det iskolde hav af en redningshelikopter klokken 00.33 - først 17 minutter senere blev redningsstationen i Grenaa alarmeret.
SOK bekræfter, at man er ved at undersøge forløbet:
- Jeg er ikke klar over hvorfor der går så lang tid. Vi har i løbet af i dag været i dialog med redningsstationen i Grenaa og internt i SOK for at se hvorfor de kommer så sent på banen, siger presseofficer Kenneth Nielsen, SOK til TV 2 ØSTJYLLAND.
Foreløbig er der dog ingen konklusion
- Det er en dialog, der foregår lige nu, forklarer Kenneth Nielsen, presseofficer i SOK.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND 19.30