40-årig snuppet for spirituskørsel to gange samme nat
To gange blev en mand taget for spirituskørsel natten til tirsdag
En 40-årig mand blev snuppet for spirituskørsel to gange på samme nat. Og til sidst klappede fælden.
Først blev han standset natten til tirsdag klokken halv et på Skanderborgvej i Aarhus. Her var det tydeligt, at manden var påvirket af spiritus. Han blev anholdt og afhørt, og der blev taget en blodprøve.
Herefter fik han udleveret et midlertidigt kørekort og blev løsladt. Den 40-årige tog herefter en taxa ud til sin bil på Skanderborgvej.
LÆS OGSÅ: Rektor efter designtyveri: Gal på elevernes vegne
Noget må tyde på, at han ikke var afskrækket af nattens begivenheder. For han satte sig bag rattet, og kørte fra stedet.
Men ak – den gik ikke. Blot halvanden time efter blev han stoppet af politiet igen - dog af en anden patrulje. Her kunne de konstatere, at den 40-årige stadig var fuld.
Og så klappede fælden. Den 40-åriges bil blev beslaglagt og konfiskeret, fordi han er snuppet for spirituskørsel tilpas mange gange tidligere.
-Han forklarede patruljen, at han ellers gerne lige ville køre hjem, da der ikke var så langt. Og han synes, det var meget uretfærdigt, at han blev stoppet to gange på så kort tid, siger Marianne Morgen, politiassistent ved Østjyllands Politi.