35-årig fængslet for at stikke ekskæreste med kniv
En 35-årig mand stak ifølge politiet sin 22-årige ekskæreste flere gange med en kniv
En 35-årig mand skal tilbringe de kommende fire uger bag tremmer, efter han angiveligt har stukket sin ekskæreste med en kniv adskillige gange natten til torsdag.
Den 35-årige mand blev ved et grundlovsforhør torsdag eftermiddag ved Retten i Randers varetægtsfængslet i fire uger for overfaldet. Det oplyser Østjyllands Politi.
Overfaldet skete ifølge politiet på den 22-årige ekskærestes bopæl i den nordlige del af Randers ved 04.30-tiden i nat.
SE OGSÅ: 35-årig sigtet for forsøg på manddrab: Stak ekskæreste ned
Den 35-årige forlod efter overfaldet stedet, men politiet kom hurtigt på sporet af ham.
Den 35-årige havde først taget en taxa væk og derfor stået på toget til Aarhus. På banegården i Aarhus lykkedes det betjente fra Østjyllands Politi at anholde manden, som blev lagt i håndjern klokken 06.10 torsdag morgen.
Den 22-årige kvinde fik flere potentielt livstruende knivstik, men meldes ifølge politiet nu stabil og umiddelbart udenfor livsfare.