Pige flygtede fra mand gennem skov
Sydøstjyllands Politi leder efter en midaldrende mand, der mandag eftermiddag greb fat i en 13-årig piges ben
Da en 13-årig pige i den østjyske by Søvind øst for Horsens mandag kom løbende ned ad gaden, var der pludselig en mand, der greb fat i hende. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden stod ved en sort bil med bagagerummet åbent, da han tog fat i pigens ene ben. Ifølge politiet mumlede han her noget til pigen. Det er uklart, hvad der blev sagt.
15-årig forsøgt voldtaget efter Hede Rytmer
Den 13-årige pige fik herefter vristet sig fri fra mandens greb og flygtede gennem buskads og skov, lyder beskrivelsen fra Sydøstjyllands Politi.
Tirsdag leder politiet efter manden, der beskrives som værende mellem 50 og 60 år.
Vil gerne tale med manden
- Vi kender ikke mandens intentioner, siger politikommissær Allan Munkholm i Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Men vi vil gerne tale med ham og høre, hvad han ville den unge pige.
Tre dømt for sexovergreb på 15-årig
Manden beskrives som almindelig af bygning med kort lyst hår og med et bredt ansigt. Han taler dansk og var mandag iført en blå T-shirt og sorte shorts.
Hans bil var en relativt lille, sort bil med en todelt bagsmæk, hvor øverste del er tophængslet og nederste del er hængslet i bunden.
Har du oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.