Intet skybrud men store mængder regn i Viby
Aarhus-forstad blev hårdest ramt af nedbør
DMI varslede i nat risiko for skybrud i store dele af landet. Så galt gik det dog ikke, men især én østjysk forstad fik alligevel vejrguderne at føle. Her faldt der nemlig mere regn end noget andet sted i Danmark.
Viby fik mellem kl. 3 og 4 natten til mandag 16 mm regn - sammenlignet med centrum af Aarhus hvor der kun faldt det halve, har det været ret voldsomt.
Sommervejr: Op til 24 grader i næste uge
- Det siger noget om, hvor store lokale forskelle der kan være under et sådant regnvejr. Generelt er der kommet mellem 5-10 mm regn rundt om i landet, men visse steder som Viby er altså blevet hårdere ramt, og ifølge vores målinger er det faktisk her, at det har regnet mest, siger vagthavende hos DMI, Anja Bodeholt, til tv2oj.dk.
Sol i eftermiddag
Men selvom det altså har gået ret vildt for sig i Viby, så har nedbørsmængden stadig ikke været stor nok, til at betegnelsen skybrud er i spil.
- Så skulle de 16 mm være kommet på en halv time, så ingen steder i Danmark har der været skybrud, forklarer Anja Bodeholt.
I de tidlige morgentimer fortsætter det ustadige vejr dog, men der er også udsigt til sol og tørvejr.
DMI: Risiko for skybrud og torden
- De næste timer bliver med skyet vejr og risiko for byger, men op af formiddagen klarer det op, og i eftermiddag kommer solen, og temperaturerne ligger på 20-25 grader, fortæller den vagthavende.
Ved kysterne bliver det dog en smule køligere, oplyser Anja Bodeholt.