Blixenprisen: Digteren Peter Nielsen hædret
Modtog legat på 40.000 kroner
Digteren Peter Nielsen fra Hinnerup blev fredag aften hædret, da litteraturen og bogbranchen blev fejret i København til Blixenprisen 2016.
Ved prisuddelingen blev den østjyske digter hædret med Aarestrupmedaljen.
Prisen uddeles af Dansk Forfatterforening, og med prisen følger et legat på 40.000 danske kroner sponsoreret af Statens Kunstfond.
Rekordmange var til messe i Horsens
Peter Nielsen var ikke selv tilstede til prisuddelingen, så digterens redaktør, Jacob Søndergaard, modtog prisen for ham.
- Jeg bifalder med glæde tildelingen af Aarestrupmedaljen til Peter Nielsen. Prisen går til et 40-årigt og stadigt igangværende poetisk forskningsprojekt. Der er tale om original grundforskning af højeste kvalitet, og resultaterne taler bogstaveligt for sig selv, lød det fra Jacob Nielsen ifølge en pressemeddelelse fra forlaget Samleren.
Vindere af Blixenprisen 2016
* Årets novelleforfatter: Amerikanske Lydia Davis. Modtager 100.000 kr.
* Årets faglitterære udgivelse: Lone Frank for 'Lystens Pionerer'. Modtager 10.000 kr.
* Årets børne- og ungdomsforfatter - Høstprisen: Rasmus Bregnhøi med udgangspunkt i 'Opfindelser, strikkede huer og en dum kat'. Modtager 25.000 kr.
* Årets lydbog: Lars Mikkelsen for indlæsning af 'Den første sten'. Modtager 15.000 kr.
* Årets boghandler: Pernille Kjær, Kjærs Boghandel, Odense. Modtager 15.000 kr.
* Årets redaktør: Claus Clausen, Tiderne Skifter. Modtager 15.000 kr.
* Årets innovation - Saxos Innovationspris: Forlaget Gladiator. Modtager 25.000 kr.
* Årets indsats for ytringsfriheden: Forlægger Kåre Bluitgen for at lægge forlag til to udgivelser, tegneserierne 'Jesus og Mo' og 'In his Name'. Modtager 10.000 kr.
* Årets illustrator - Ib Spang Olsen-prisen: Peter Bay Alexandersen. Modtager 25.000 kr.
* Kjeld Elfelts Mindelegat til en yngre oversætter: Siri Nordborg Møller. Modtager 10.000 kr.
* Albert Dams Mindelegat: Caspar Eric. Modtager 30.000 kr.
* Aarestrupmedaljen: Peter Nielsen. Modtager 40.000 kr.
Kilder: Blixenprisen