Slikhaar inspirerede til VL Døgnet
Aarhusianske Slikhaar stormede frem på YouTube
Det handlede blandt andet om lækkert hår, da toppen af dansk erhvervsliv torsdag var samlet i Fængslet i Horsens til det årlige VL Døgn, hvor virksomhedsledere mødes for at inspirere hinanden.
Her var den aarhusianske virksomhed Slikhaar inviteret indenfor for at fortælle, hvordan man kan skabe en international millionforretning ved at sætte hår på YouTube.
- Vi inspirerer folk, og jeg er ret sikker på, at man kan plukke små elementer ud og tage dem ind i store virksomheder og få succes med det der, siger Emil V. Albrechtsen fra Aarhus, der er medejer af Slikhaar.
Sammen med sin bor ejer han Slikhaar, og sammen har de skabt en verdensomspændende linje af hårplejeprodukter til mænd efter at have stormet frem på YouTube de senere år.
Så mulighederne tidligt
Årets tema til VL Døgnet er en ny begyndelse, og alle dagens talere havde udmærket sig ved, at de havde set nye muligheder på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom drengene fra Slikhaar, der har 1,4 millioner følgere på deres kanal på YouTube og sælger deres hårprodukter i 120 lande.
- Vi har været sindssygt heldige og dygtige at ramme et hul i markedet og en tendens omkring hår-tutorial, og det har gjort, at vi er, hvor vi er i dag, fordi vi var nogle af de første på markedet, siger Emil V. Albrechtsen.
I dag har tvillingebrødrene fra Slikhaar 20 ansatte i firmaet, og de forventer at omsætte for mellem 35 og 40 millioner kroner i år.
Du kan se mere om VL og Slikhaar i tv-indslaget øverst på siden.
Herunder kan du se et tv-indslag om Slikhaard, som TV2OJ lavede for snart to år siden.