Snart laves der igen tog i Randers
Det er den lokale virksomhed Projector, som skal foretage eftersyn af svenske IC3-tog i lokalerne på Toldbodgade
Som årene er gået, er der desværre kommet mindre og mindre aktivitet på Randers' store togfabrik på Toldbodgade nær havnen. Og i skrivende stund står kun en række henstillede tog på grunden, men fra mandag ændres den situation.
Her kommer et IC3-tog fra svenske Linköping trillende ind på fabrikken, og fem yderligere følger det kommende år. De skal alle vedligeholdes og gennemgå et grundigt eftersyn foretaget af lokale Projector.
- Vi har tidligere primært beskæftiget os med indretning af tog og design, men har også kompetencer til at reparere den tekniske og mekaniske del af togene. Nu har vi så vundet en ordre på eftersyn af seks tog, fortæller direktør hos Projector i Randers, Morten Hartvig Jakobsen, til tv2oj.dk.
Det næste år har det lokale firma så lejet sig ind i bygningerne på toggrunden og har ansat otte nye medarbejdere med erfaring fra branchen til at foretage arbejdet.
- Og vi leder stadig efter erfarne folk. Siden 2014 er vi gået fra at være 20 ansatte til nu 31, og vi vil da helt sikkert byde på lignende opgaver i fremtiden, siger Morten Hartvig Jakobsen.
Glad for at holde det lokalt
Glæden over så at kunne holde arbejdet på den gamle fabriksgrund i den kronjyske by er stor.
- At vi holder liv i sporene og aktiviterne i Randers er glædeligt. Det kunne betale sig for os at leje bygninger på den gamle fabrik, så det var nærliggende at holde det lokalt, forklarer direktøren.
Om Projector så på sigt vil købe hele fabrikken og igen gøre Randers kendt som togby er nok mere tvivlsomt.
- Ressourcerne er ikke lige til at købe en hel fabrik, men i samarbejde med blandt andre Bombardier (togvirksomheden som ejer bygningerne, red.) vil vi gå efter at fastholde liv her, slår Morten Hartvig Jakobsen fast.
Senest har DSB lejet sig ind for at reparere tog i Toldbodgade, men nu står der altså kun henstillede tog.
Herunder kan du se klip fra 2014, hvor togfabrikken Bombardier mere eller mindre lukkede ned i Randers: