Malene glæder sig til at stille op for sit land i stor konkurrence
23-årige Malene Sørensen fra Randers er vores kandidat til titlen Miss Supranational 2016
Den kronjyske by Randers kan komme på verdenskortet, når skønhedskonkurrencen Miss Supranational løber af stablen til november. Via en andenplads til den nationale finale er 23-årige Malene Sørensen med rødder i Randers nemlig blevet Danmarks kandidat til titlen.
Vinderen af den danske udgave af konkurrencen valgte at lade Malene Sørensen få chancen i stedet for hende.
- Sofie, som i princippet vandt, vurderede, at jeg brænder mere for det end hende, så hun trak sig. Jeg er så selvfølgelig super glad for at få muligheden, og det bliver uden tvivl en stor oplevelse, siger Malene Sørensen til tv2oj.dk.
Randrusianer med i kampen om at blive universets smukkeste
Miss Supranational holdes først i november, og i tiden op til skal den 23-årige studerende nu med base i København træne på livet løs.
- Jeg får blandt andre tilknyttet en personlig træner, og så skal jeg have styr på catwalk, min udtale og coaches i en hel masse andet. Det bliver helt sikkert spændende, men også rigtig hårdt, fortæller Malene Sørensen.
Tror på god placering
En stor del af hendes hverdag kommer derfor stort set resten af året til at handle om forberedelserne.
- Men det her er en "once in a lifetime" mulighed, som jeg ikke får igen. Det bliver en oplevelse for livet, jeg ikke vil være foruden, forklarer den 23-årige randrusianske skønhed.
I forhold til chancerne for placering i toppen til den store internationale konkurrence, er Malene Sørensen fortrøstningsfuld.
Miss Danmark: Man skal tro på sig selv
- Danmark har ikke traditioner for at klare sig super godt, men jeg har fået nogle erfarne og dygtige folk bag mig, så jeg er motiveret og klar til at hive en god placering med hjem, lyder det fra hende.
Miss Supranational bliver holdt over tre uger i Polen.
Du kan se billeder af den smukke randrusianer øverst på siden.