Horup havde forventet en anden type
TV 2 | ØSTJYLLANDs fodboldekspert Nick Horup ser Olafur Kristjansson som det sikre valg
Valget af Olafur Kristjansson som ny cheftræner i Randers FC kommer en smule bag på TV 2 | ØSTJYLLANDs egen ekspert, Nick Horup. Tidligere har klubbens direktør Michael Gravgaard nemlig sagt, at Randers FC skal have større armbevægelser og skille sig mere ud.
- Olafur Kristjansson har gjort det godt på Island og i FC Nordsjælland, men han er ikke en træner, der sælger billetter, som en Bo Henriksen ville have gjort. Jeg havde nok forventet en anden type med en anden personlighed, siger Nick Horup.
Ny Randers FC-træner: Overtager et helstøbt hold
Horup synes, at det kunne have været mere interessant med en trænertype, som den Brøndby IF for nylig præsenterede i form af tyskeren Alexander Zorniger.
Ændrer ikke spillestilen
- Randers FC har et ønske om mere omtale og fokus på klubben, og det tror jeg ikke, den får med Kristjansson. Men man får en stabil og faglig dygtig træner, forklarer fodboldeksperten.
I forhold til spillestilen hos kronjyderne, tror Nick Horup ikke, at den nye træner kommer til at revolutionere tankegangen.
Fisker: Op til Olafur om Keller spiller
- Han ønsker et mere spillende hold, men det er Randers også begyndt på. Faktisk vil jeg mene, at holdet har spillet rigtig flot fodbold de seneste kampe, fortæller Nick Horup.
Den nye træner begynder i det kronjyske i slutningen af juni.