Løb for lunger: Lillebror blev standin for søster
Camilla Nørbach måtte opgive at løbe Aarhus 1900 Stafetten i søndags, men så trådte lillebror til
Aarhus 1900 Stafetten blev løbet i går, søndag, og formålet var at støtte forskning i lungesygdommen cystisk fribrose.
Camilla Nørbach lider selv af lungesygdommen og hun har trænet op til løbet siden februar, men hun måtte opgive at stille til start på grund af en akut indlæggelse i fredags, hvor hun havde for høje nyre- og levertal.
I stedet gav hun stafetten videre til sin far og lillebror, der måtte ud på den 10 kilometer lange rute.
Camilla holder sygdommen i skak med løbetræning
- Det er rigtig irriterende, for jeg har virkelig glædet mig til i dag og trænet op til det i rigtig lang tid, men helbredet er selvfølgelig det vigtigste, siger Camilla Nørbach til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lillebror Johan Nørbach stillede op med kort varsel, og han har stor respekt for storesøsters træning op til løbet.
- Jeg synes bare, hun er den sejeste søster i hele verden. Virkelig. Hun er så sej, siger Johan Nørbach.
Danmarks hårdeste 10 km for en god sag
Camilla Nørbach fik ikke brug for sit startnummer i denne omgang, men hun har allerede et mål om at træne op til et halvmaraton, når hun kommer ovenpå igen, og de mange træningstimer op til søndagens løb er ikke spildt.
Hun har haft markant færre sygedage, og hendes lungekapacitet er øget med fire procent i de gode perioder.
Der blev løbet omkring 35.000 kroner ind til Cystisk Fibrose Foreningen.
Se hele indslaget i ovenstående video.