Missing People lukker og slukker - og starter op igen
Missing People Denmark lukker, men en ny organisation med samme navn starter op igen med det samme
Organisationen Missing People Denmark er blevet lukket - det har formanden og bestyrelsen valgt at gøre.
Det fortæller nu tidligere indsatsleder Vivian Eriksen til tv2oj.dk.
Lukningen kommer i kølvandet af en nyhedshistorie fra Danmarks Radios P1, hvor Missing People Denmarks tidligere formand er udsat for kritik - ligesom der blev sået tvivl om deres 'opklaringsprocenter'.
Missing People: Vi bliver ved, til vi finder Thomas
Derfor har Vivian Eriksen oprettet en ny organisation, som hun er formand for.
- Jeg mener ikke, det kan undværes, men jeg har haft indtrykket af, at tilliden har været væk - på baggrund af det program på P1, siger Vivian Eriksen til tv2oj.dk.
Derfor starter organisationen nu på en frisk.
- Det bliver med nøjagtig samme koncept, og det bliver med en organisation, der er bygget op fra bunden af. Det bliver gennemsigtigt og offentligt både med vedtægter og regnskaber. Den bestyrelse, der sidder nu, er en midlertidig bestyrelse, og inden et halvt år har der været en generalforsamling, hvorefter der vil sidde en medlemsvalgt formand, siger Vivian Eriksen.
I Østjylland kom Missing People Denmark på de flestes læber i forbindelse med eftersøgningen af den 19-årige Thomas Stralner, der blev fundet druknet i Randers Havn, samt eftersøgningen af erhvervsmanden Niels Nicholaisen, der stadig er meldt savnet.