Måtte hjælpe stangstiv mand ned fra træ
Østjyllands Brandvæsen måtte på en noget anderledes redningsmission lørdag
Her til aften blev Østjyllands Brandvæsen kaldt ud til en såkaldt højderedning i det centrale Aarhus.
Det viste sig at være en noget anderledes opgave.
- Det var en fuld mand, der havde forvildet sig cirka fire meter op i et træ, og han var for beruset til selv at komme ned, siger indsatsleder Johnny Damgaard til tv2oj.dk.
Kvinde fik revet hår af hovedet i nattelivet
Hvordan manden var kommet op i træet i første omgang, melder historien ikke noget om.
- Han sad på en gren og kunne ikke komme ned - han kunne faktisk ikke ret meget, fordi han var så fuld. Vi fik ham ned ved hjælp af en stige, siger indsatslederen.
Han fortæller, at det absolut ikke er en opgave, man bliver sendt på hver dag. Den berusede mand havde nogle bekendte omkring sig, men de kunne altså ikke få ham ned fra træet uden hjælp.
I den typiske historie er som bekendt katte, der har brug for brandvæsnets hjælp til at komme ned fra træer, men i dag, lørdag, var situationen altså en anden.
Manden kom ikke til skade, og man må formode, at han nu er ved at sove branderten ud.