Påbud mod Roundup i Beder
Nu skal det være slut med at anvende pesticider
Roundup og andre sprøjtemidler kan forurene naturen og drikkevandet, men det skal der nu sættes en stopper for i områder, hvor det er vurderet, at drikkevandet er udsat for fare. Et af de steder er Beder syd for Aarhus.
Beder er et af de første steder, der får et påbud mod at bruge pesticider og sprøjtemidler som Roundup.
- Jeg synes, det er i orden. Det har jeg aldrig brudt mig om at bruge, det er jo ikke godt for naturen og jorden, det er en form for gift jo, siger Jytte Gammelgaard fra Beder.
Læs også
Fra politisk side er det også vigtigt at slå fast, at vi skal passe på vores drikkevand, mener rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S).
- Grundvandsressourcerne nede i jorden skelner jo ikke mellem, hvem der bor oven på, om det er en landmand eller nogen villahaver, der er oven på. Det centrale er bare, at vi ikke skal bruge sprøjtegift de steder, hvor der er en fare for, at sprøjtegiften ender i vores drikkevand og forurener vores drikkevand, siger Kristian Würtz.
Øverst i artiklen kan du se et indslag om Roundup i Beder.