Midttrafik: Vi vil gerne sige undskyld til Laura
Midttrafik har ikke styr på informationen om den nye mobilapp, og det er ikke godt nok, lyder det fra vicedirektør Mette Julbo, der beklager overfor 12-årige Laura og hendes forældre
Den har været ventet med længsel, og i tirsdags blev den så lanceret - Midttrafiks nye mobilapp, hvor passagerer kan hente billet og klippekort til bussen.
Desværre for Midttrafik og buspassagererne fik app'en ikke den bedste start, for flere buschauffører var nemlig ikke klar over, at ordningen var trådt i kraft.
Det førte blandt andet til en dårlig oplevelse for Laura, der skulle med bus 100 fra Løgten til Aarhus. Buschaufføren havde ikke hørt om mobilbilletter, og derfor kom hun ikke med bussen.
Onsdag aften var Midttrafiks vicedirektør Mette Julbo i studiet hos TV 2 | ØSTJYLLAND, og hun er rigtig ærgerlig over sagen.
Laura blev afvist i bussen: Chauffør kendte ikke til ny app
- Allerførst vil jeg gerne sige undskyld til Laura og beklage overfor hendes forældre, for det er selvfølgelig ikke godt nok det her. Jeg undrer mig også over, at det her kan ske. Bussen er spækket med reklamer, og jeg undrer mig over, at det kan forbigå to chauffører, at vi har den her app nu, siger Mette Julbo.
Midttrafik har forsøgt at informere chaufførerne løbende, men det har altså ikke været godt nok.
Sådan: Nu kan du betale med mobilen i bussen
- Vi har gjort os rigtig meget umage med at informere chaufførerne, og det er foregået gennem flere måneder. Så sent som for to dage siden har de fået en personlig sms, og de har fået en besked på deres lille skærm i bussen, så jeg undrer mig meget over, at det er forbigået de her to chauffører, siger Mette Julbo.
Hun vil nu forsøge at få styr på situationen, og hun skal blandt andet have en alvorlig snak med Arriva og de øvrige busselskaber, så Midttrafik kan være helt sikker på, at informationen når hele vejen rundt.
Mette Julbo beklager også, at 12-årige Laura blev efterladt ved et stoppested.
Se hele interviewet i ovenstående video.