Laura blev afvist i bussen: Chauffør kendte ikke til ny app
Clement Grønvers datter ringede grædende hjem og fortalte, at buschaufføren ikke ville godtage hendes mobilbillet
Midttrafik lancerede tirsdag en ny mobilapp, hvor passagerer fremover kan hente deres billet og klippekort til brug i bussen. Men app'en har mildest talt fået en turbulent start. Flere chauffører aner nemlig ikke, at ordningen er sat i gang, og det gik udover 12-årige Laura tirsdag eftermiddag.
Her skulle hun med bus 100 fra Løgten mod Aarhus, og på forhånd havde hendes far købt et nyt klippekort til hende via Midttrafiks app.
- Buschaufføren havde simpelthen aldrig hørt om mobilbilletter, og derfor fik hun besked på at købe en kontantbillet, ellers kunne hun ikke komme med. Så Laura ringede grædende hjem til mig og sagde, at hun ikke måtte komme med bussen, fortæller Lauras far Clement Grønver til tv2oj.dk.
Sådan: Nu kan du betale med mobilen i bussen
Faren havde læst om den nye app på flere hjemmesider og set reklamer på busserne, så han gav ikke op så let.
- Vi gik sammen ned til den næste bus, hvor Laura igen viste klippekortet på mobilen. Heller ikke denne chauffør anede noget om ordningen, og så tog jeg ham med udenfor for at vise ham den store reklame, der stod på siden af bussen, forklarer Clement Grønver.
Til sidst gav chaufføren sig så, og 12-årige Laura fik lov til at komme med bussen - dog stadig uden brug af mobilklippekortet.
Midttrafik undskylder
- Vi er virkelig kede af det og undskylder mange gange over for Laura og hendes familie. Det ærgrer mig meget, at chaufføren ikke lige har tænkt sig om, lyder den første kommentar til sagen fra Midttrafiks vicedirektør Mette Julbo til tv2oj.dk.
Ifølge hende er det Arrivas chauffører, der angiveligt ikke har den fornødne viden om den nye app.
- Men vi har sendt information og vejledning ud til busselskaberne, og Arrivas direktør fortæller mig, at alle chaufførerne personligt har fået det sendt til deres mobil. Så nogen har åbenbart intet hørt, set eller læst, siger Mette Julbo.
Midttrafik har stort set stoppet snyderne i bussen
Nu vil hun tage kontakt til Laura og familien for endnu engang at undskylde, og så opfordrer hun også andre til at henvende sig til Midttrafik, hvis de har oplevet noget lignende.
- Nu vil vi igen kræve, at selskabet får informationerne ud til alle deres chaufførerne, så vi undgår at det her sker igen. Det er virkelig beklageligt og ødelægger lidt glæden over at lancere app'en.
Den nye Midttrafik app kan hentes via Google Play eller App Store.
Se mere om sagen i tv-indslaget øverst i artiklen.