Lastbilerne flygter til landevejene
På grund af trængsel på E45 er meget tung trafik flyttet ud på de mindre veje
Mange landsbybeboere rundt om i Østjylland lever i øjeblikket med tung trafik gennem byen især i myldretiden. Det gør de, fordi mange vognmænd er nødt til at dirigere deres lastbiler ud fra E45 for at undgå kø og ulykker.
- Det er synd for borgerne ved de små veje og er da uheldigt, men vi lever i et land, hvor forventningen er, at varerne ligger på hylden dagen efter bestillingen, siger adm. direktør hos DKI Logistics i Horsens, Kenneth Jespersen.
Håber på udvidelse
I landsbyerne er meldingen fra de borgere, som TV 2 | ØSTJYLLAND møder på gaden, at de kan mærke den tunge trafik i husene, og at lastbilerne kommer forbi med høj fart.
- Situationen er ødelæggende for landsbymiljøerne, så vi stoler på, at politikerne besinder sig og udvider E45, lyder det fra direktør for HR og Kommunikation hos Danske Fragtmænd i Åbyhøj, Peter B. Jepsen.
Du kan se mere om problematikken i videoen øverst i artiklen.