SF i Aarhus vil hæve skatterne for at styrke velfærden
Desuden vil partiet reducere budgettet for Teknik og Miljø, Kultur og Borgerservice og borgmesterens afdeling
Aarhus Kommune skal spare, og det frygter SF vil få store konsekvenser for velfærden. Derfor foreslår partiet, at byrådet hæver skat, grundskyld og dækningsafgift med en enkelt promille og reducerer budgettet med en procent for Teknik og Miljø, Kultur og Borgerservice samt Borgmesterens Afdeling.
Det vil ifølge SF samlet give 160 millioner kroner, som partiet vil fordele ligeligt mellem daginstitutioner, folkeskoler, lokalcentre og tilbud til borgere med handicap.
Medom støtter forslag til nyt stadion
- Vi har brug for et markant og permanent løft til kernevelfærden i Aarhus. Pengene skal komme fra fællesskabet, for det er et fælles ansvar at sikre gode forhold for vores børn, unge og ældre og vores medborgere med handicap. Aarhus ligger i bunden, når det gælder beskatning, så der er rigeligt med luft til en marginal skattestigning. Blot en enkelt promille mere vil give 145 millioner ekstra, siger leder for SF i Aarhus, Thomas Medom, i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Desuden bør vi se på, hvordan vi internt i kommunen kan flytte flere ressourcer fra de administrationstunge afdelinger over til de borgernære tilbud. Derfor foreslår vi, at de tre, små magistratsafdelinger, som er sluppet forholdsvist nemt igennem ved de seneste års sparekrav og effektiviseringer, afgiver en procent af budgettet til gavn for den borgernære velfærd.
SF har fremsendt sit beslutningsforslag til forventet behandling på byrådsmødet den 25. maj.