Efter asbest-frygt: Nu er eleverne tilbage på Sejs Skole
Børnene fik en dag i solen, men nu er de tilbage på skolebænken
Fredag er skoleelverne tilbage i klasselokalerne på Sejs Skole til almindelig undervisning indendøre.
Det sker efter, at eleverne torsdag fik en udedag i det fine forårsvejr, da skolen blev lukket ned grundet frygt for, at asbestforurening i et byggefelt havde spredt sig til skolen.
- For en sikkerheds skyld besluttede jeg, at vi lukkede skolen helt ned torsdag. Her til morgen er eleverne så mødt ind til en normal dag igen, siger Kristian Mikkelsen, der er skoleleder på Sejs Skole, til tv2oj.dk.
Sejs Skole er ved at blive renoveret, og det var i forbindelse med renoveringsarbejde i et byggefelt, som er afspærret fra resten af skolen, at Silkeborg Kommune ved en rutinemæssig kontrol opdagede, at sikkerhedsreglerne ikke blev overholdt i tilstrækkelig grad.
Renoveringsarbejdet stoppet
Kommunen tilkaldte derfor Dansk Miljø Rådgivning for at få taget asbest-prøver ved området. Prøverne viste forurening med asbest i selve byggefeltet, hvorfor renoveringsarbejdet blev standset.
Efterfølgende blev der taget fire prøver uden for byggefeltet på de gange og områder, som støder op til byggefeltet, men hvor lærere og elever ifølge skolelederen ikke færdes under ombygningen.
Politisk efterspil i asbest-sag
Prøverne viste et lavt niveau af asbestfibre, som ifølge Dansk Miljø Rådgivning kan afhjælpes med en almindelig grundig rengøring.
Grundig rengøring
Derfor blev undervisningen rykket ud i solen torsdag, mens der indendørs blev gjort grundigt rent.
Ifølge skolelederen var der ikke meget brok fra elevernes side over den beslutning, men da alt nu er gjort rent på skolen, er eleverne fredag tilbage på skolebænken indendøre.
Arbejdstilsynet var torsdag også forbi skolen kunne konstatere, at skolen har håndteret situationen godt.