Politiet søger vidner til sprængning
Lokalpolitiet i Horsens håber på at høre fra folk, der har oplevet noget mistænkeligt omkring Middelfart Sparekasse på Strandkærvej i nat
Den første sporsikring og efterforskning på gerningsstedet førte ikke til gerningsmændene, og nu søger lokalpolitiet i Horsens så vidner til den bankbokssprængning, der fandt sted natten til tirsdag mod Middelfart Sparekasse på Strandkærvej.
- Vi sendte straks patruljer ud, for at se om vi kunne finde gerningsmændene. Og så ledte hunde efter spor i området omkring banken. Efterfølgende har den kriminaltekniske afdeling også været på stedet, forklarer politikommissær hos lokalpolitiet i Horsens, Kent Midtgaard Hansen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bankboks sprængt: Stumper fra boksen fløj op til 100 meter
De foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om en gassprængning, hvor gerningsmændene har forsøgt at sprænge muren omkring boksen og så trække den ud.
Alvorlig forbrydelse
- Nu håber vi så på at få hjælp fra vidner, der har set eller oplevet noget mistænkeligt i nat ved banken. Men gerningstidspunktet er omkring kl. 2.25, så der har nok ikke været mange på gaden. Så hvis nogen har set noget i dagene op til, så er vi også meget interesseret i at høre fra dem, siger Kent Midtgaard Hansen.
På trods af at det ikke lykkedes gerningsmændene at få noget med fra banken, betegner politiet det stadig som en alvorlig forbrydelse.
Nabo til eksploderet bankboks: Der har været tryk på
- Når der er brugt sprængstof, så er det alvorligt, for det kunne også have været til fare for andre mennesker, lyder det fra politikommissæren.
Ifølge ham er der mellem syv-ti af disse røveriforsøg på landsbasis hvert år.
Du kan se interview med Kent Midtgaard Hansen øverst på siden.