Big Chris: Vi blev kørt over i dag
Bakken Bears fik ikke et ben til jorden i aftenens finalekamp mod Horsens IC
Der var meget naturligt stor skuffelse at spore i Bakken-lejren oven på mandagens store nederlag til de østjyske rivaler fra Horsens i den femte finalekamp. Hele 101-64 vandt de gulblusede, og bjørnenes Chris Christoffersen lagde sig da også fladt ned efter kampen.
- Vi blev kørt over, men om vi taber med to eller 37 ændrer ikke så meget på, at Horsens stadig skal vinde i Aarhus på torsdag (sjette finalekamp, red.), lød det fra den store spiller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bjørnen blev pelset: Storsejr til Horsens
Optimismen var således intakt hos Bakken-profilen.
- Nu skal vi hjem og se på, hvad der gik galt og arbejde på det. Og så skal vi komme bedre fra start torsdag. I alle kampene har det været det hold, som kom bedst fra start, der har vundet. Jeg tror på, at vi kan fremprovokere en kamp 7, og så kan alt ske, forklarede Chris Christoffersen.
Klar til at lukke serien
Anderledes glæde var der hos Gabriel Iffe Lundberg fra Horsens IC.
- Jeg er virkelig glad, det er en stor sejr for os. Nu skal vi bare lukke serien i Aarhus, sagde Gabriel Iffe Lundberg.
Vandt 50.000 kr. med scoring fra midten
Men dermed føler han nu ikke, at finaleserien er afgjort.
- Det er altid svært at spille i Aarhus. Vi kan ikke gøre andet end at spille med høj energi, og så se hvad der sker, fortalte Horsens-talentet.
Du kan se interviews med de to spillere i videoen øverst i artiklen.