Danny O.: Vi tror på overraskelsen
AGFs midtbaneprofil håber, at grundig forberedelse kan sikre aarhusianerne pokaltitlen
På forhånd er FCK storfavoritter inden pokalfinalen på torsdag, men AGF-spillerne har langt fra tænkt sig at give op på forhånd. Sådan lyder det fra midtbanespilleren Danny Olsen, der udmærket er klar over, at der skal en pragtpræstation til, hvis pokalen skal ende i Smilets By.
- Vi har haft en god stime i pokalturneringen, og vi går ind til finalen med en optimisme og tro på, vi kan levere overraskelsen. Vi er underdogs, men muligheden er der, og det er den indstilling, vi skal have, siger Danny Olsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Glen: Håber vi slipper håndbremsen
I dagene op til pokalfinalen på torsdag har AGF valgt at lukke træningerne for pressen og andre interesserede.
Glæder sig meget
- Esserne bliver holdt internt. Der trænes i forhold til, hvordan vi skal gribe kampen an offensivt og defensivt. Vi skal blandt andet være skarpe på dødbolde, hvor FCK senest mod FCM (sejr til FCK søndag på 5-3, red.) viste styrke, forklarer Danny Olsen.
Generelt forsøger de hvidblusede at forberede sig bedst muligt til den store kamp, men der bliver dog også tid til at glæde sig.
- Det bliver en fantastisk oplevelse for os spillere, klubben og hele byen. Vi går rundt med en stor glæde i kroppen, lyder det fra midtbaneprofilen.
Pokalfinalen fløjtes i gang på torsdag kl. 17.
Du kan se hele interviewet med Danny Olsen øverst på siden.