Truet med kniv: Trådte på speederen
Hjemmehjælper blev forsøgt overfaldet i Kolt, men hun slap væk
Torsdag aften havde en 43-årig kvindelig hjemmehjælper været på hjemmebesøg på Kunnerupvej i Kolt, da hun satte sig ind i sin tjenestebil og var på vej ud fra parkeringspladsen.
Pludselig gik en mand ud foran hende, og hun blev nødt til at sætte farten så meget ned, at hun næsten standsede. Samtidig blev passagerdøren i bilen revet op af en mand, der holdt en kniv frem, og i samme øjeblik blev førerdøren revet op af en tredje mand.
Truede chauffør med kniv: Politiet efterlyser lys Toyota
Det fik hjemmehjælperen til at træde på speederen og køre væk, og i bakspejlet kunne hun se de tre mænd kigge efter hende.
Politiet kender ikke motivet til overfaldet, der karakteriseres som "forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste", og hjemmehjælperen ved ikke, hvad overfaldsmændene ville.
Groft knivrøveri ved Rema i Grenaa
Manden der gik ud foran bilen beskrives som værende 19-20 år gammel, cirka 170 centimeter høj, og han havde en sort hættetrøje, mørke joggingbukser og sko på. Hætten var trukket op over hovedet.
Manden med kniven er også 19-20 år og cirka 170 centimeter høj. Han havde også en mørk hættetrøje på. Hætten var trukket ned over hovedet, og han havde maske for den nederste del af ansigtet.
Der er ikke noget signalement af manden, der rev førerdøren op.
Hvis du har oplysninger, der kan kaste lys over sagen, så kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.