AGF inviterer til pokalfest i Fælledparken
Når AGF torsdag den 5. maj spiller pokalfinale i Parken, vil der være stor optaktsfest inden kampen
Billetter til pokalfinalen på torsdag mellem AGF og FCK er nærmest revet væk, og den generelle interesse for finalen er enorm. Nu tilbyder den aarhusianske klub de op mod 18.000 AGF-tilhængere et sted at mødes inden selve finalen i København. Og der er lagt op til en stor pokalfest fra kl. 13 i Fælledparken.
- Vi kommer til at klæde Fælledparken i hvide AGF-trøjer, og vi forventer, at 15.000 vil deltage i folkefesten. Vi sætter alle sejl til for at skabe en stor fest, og vi glæder os til at dele oplevelsen med tusindvis af AGF-fans, siger AGF-direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.
Besøg af pokalvindere
I tidsrummet kl. 14.00-16.00 vil der være underholdning fra en opstillet scene, hvor AGF's faste stadionspeaker Thomas Unterschlag styrer slagets gang og får besøg af kendte AGF'ere - blandt andre vil tidligere pokalvindere kigge forbi. Der bliver også livemusik og fælles fansang.
De kommende dage vil klubben på agf.dk folde programmet for Aarhus Folkefest yderligere ud.
Festområdet er placeret lige op til C og D tribunen i Parken.
Program for Aarhus Folkefest i Fælledparken
14.00-16.00: Underholdningen på scenen starter med musik, interviews og fællessang
15.30: Portene i Telia Parken åbner
16.30: Øl- og madboderne i Fælledparken lukker
17.00: Kick off AGF - FC København