Derfor skriver udlandet om Aarhus
Det er langt fra tilfældigt, at byen roses i flere udenlandske medier i øjeblikket
Vogue, The Guardian, Daily Mail og New York Times er bare nogle af de medier, som på det seneste har skrevet om Aarhus i meget rosende vendinger. Ifølge turistdirektøren er det ikke uden grund, at medierne har fået øjnene op for Smilets By.
- Det er en langsigtet strategi, der nu bærer frugt. Siden 2013 har vi arbejdet på at opbygge kendskabet til Aarhus, inden vi skal være kulturhovedstad i 2017, fortæller direktør hos VisitAarhus, Peer H. Kristensen, til tv2oj.dk.
Aarhus roses endnu en gang af medier
Gennem flere år har de store udenlandske medier fået sendt materiale og er blevet inviteret til Aarhus for ved selvsyn at opleve, hvad byen har at byde på. I en del tilfælde har VisitAarhus også lagt et program for journalisterne.
- Mange af dem har også på forhånd et bestemt fokus. Nogle vil se på kulturen, imens andre fokuserer på maden. Så tilrettelægger vi et program ud fra det. Men det er ikke, fordi vi forsøger at påvirke dem til at skrive noget bestemt - faktisk er de ikke særlig modtagelig over for påvirkninger og virker på mig meget troværdige, forklarer Peer H. Kristensen.
Tre store flagskibe
Men i artiklerne fra de udenlandske aviser er der dog ting og oplevelser, som går igen.
- Især de store amerikanske medier har slået fast over for os, at hvis vi skal skille os ud, så skal det være på tre ting - Moesgaard, Aros og Den Gamle By. Vi kan vinde markedet på de tre flagskibe, lyder det. Så det forsøger vi selvfølgelig, siger direktøren.
Aarhus er populær som aldrig før
I forhold til hvad det så koster turistorganisationen, så er det mest mange timer, der bliver lagt i at vise Aarhus frem.
- Byen samarbejder om det her, så de fysisk omkostninger er ikke voldsomt høje. Men det kræver mange timer at servicere gæsterne. Vi vil gerne fremstå som gode værter, der giver journalisterne en oplevelse. Ellers tager de til Göteborg og Bergen. Tendensen er, at de store medier har dækket hovedstæderne, så nu kigger de mod de næste store byer i rækken, lyder det fra Peer H. Kristensen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet flere indslag om den positive omtale af Aarhus. Du kan se et af dem herunder: