Kampagne på Samsø: Vil kapre tilflyttere
Den nye færgerute mellem Samsø og Aarhus skal blandt andet være med til at lokke tilflyttere til Samsø
Om godt en måneds tid sejler færgen permanent mellem Samsø og Aarhus, og det kan betyde vokseværk til indbyggertallet på Samsø.
Det er i hvert fald håbet på Samsø, der meget gerne vil have tilflyttere, og børnefamilier er meget velkomne.
Færgen bliver sandsynligvis indsat på ruten i begyndelsen af juni, og samtidig lancerer Samsø Kommune en kampagne, der skal få aarhusianerne til at se de unikke muligheder, Samsø byder på.
Erhvervs- og turistchef om M/F Issehoved: Der er humor i det
I dag tager det en time at sejle til Hou, og derefter tager det en times tid at køre fra Hou til Aarhus. Den kommende færgeforbindelse halverer transporttiden, så man nøjes med at sejle i en time, og erhvervs- og turistchef Mette Løkke er overbevist om, at det kan være med til at rykke familier permanent til Samsø.
- En time på færgen er da noget sjovere, hvor man også kan lave noget fornuftigt end en time på motorvejen, og det er der rigtig mange, der gør i dag, siger Mette Løkke til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun bakkes op af ejendomsmægler Peter Lund, der har været ejendomsmægler på Samsø siden 1979.
Amerikansk nyhedsprogram hylder Samsø
Han kan blandt andet fremvise en ejendom med udsigt til 1,3 millioner kroner, og han kan allerede nu mærke, at Samsø bliver mere attraktiv for huskøbere.
- Der har været enorm stor interesse for det, og det er jo klart. Det er dyrt at bo i Aarhus, siger Peter Lund.
Se mere i videoen øverst i artiklen.