Tidl. elitesvømmer udsat for indbrud: Har mistet medaljerne
Susanne Nielsson fra Ebeltoft har vundet medaljer til både OL og VM i svømning - nu er de væk
Det er en knust Susanne Nielsson, der fortæller om et indbrud i hjemmet, der har fået store konsekvenser. Tyvene har nemlig stjålet de OL og VM medaljer, som hun vandt som elitesvømmer fra midt 70'erne til begyndelsen af 80'erne. Uerstattelige minder er gået tabt.
- De er jo ikke specielt værdifulde, men for mig er de meget værd. Det er ikke pengene, det handler om, men medaljerne, som jeg aldrig kan få fat i igen, forklarer Susanne Nielsson.
Tyv stjal Morten Bruuns EM-medalje
Blandt de stjålne medaljer er en OL-bronze, en EM-sølv, en VM-bronze og BTs guld. Især førstnævnte har stor betydning for den tidligere svømmestjerne.
OL-medalje betyder meget
- Det er meget sjældent at vinde en OL-medalje. Gennem de sidste 40 år har kun en på herresiden og en på damesiden vundet en medalje i svømning, så derfor betyder den rigtig meget for mig, siger Susanne Nielsson.
Allerede som 12-årig slog den tidligere svømmer igennem, og blev senere Danmarks suverænt bedste inden for sporten. Derfor er det også ekstra trist at miste de medaljer, der er kæmpet så hårdt for.
Aarhus skal have det bedste udspringsbassin
- Mange dage er man stået op kl. 5 om morgenen og gået i snevejr til træning, lyder det fra hende.
Susanne Nielsson håber meget på at få medaljerne tilbage, men hun er bange for, at de er tabt for evigt.
Du kan se hele indslaget om de stjålne medaljer øverst på siden.