Virksomheder savner flere lærlinge
Tiden hvor lærlingene stod i kø hos virksomhederne er i den grad forbi
Hos AVK Tech i Galten arbejder der i øjeblikket syv lærlinge fra tekniske skoler.
Dem har virksomheden selv været ude og lede efter, for der er ikke længere mange, der står i kø efter en sådan læreplads.
- Vi er nødt til selv at lave noget opsøgende arbejde og tage på teknisk skole og uddannelsesmesser, fremfor at de kommer og søger, siger Kim Bryld, der er værkfører hos AVK Tech i Galten.
Alt for få unge østjyder vælger en erhvervsuddannelse
Han frygter, at han i fremtiden ikke kan finde nok medarbejdere til produktionen.
- Det bliver svært. Om 10-15 år er jeg sikker på, at vi står med et problem, siger Kim Bryld.
Den frygt er han ikke alene med. Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har lavet en analyse af, hvor i erhvervslivet, der kommer til at mangle folk i 2025, og her er netop industriteknikerne blandt de øverste på listen. Samlet forventer man at mangle godt 60.000 faglærte fordelt på 40 forskellige uddannelser.
- Der vil jo ske det, at virksomheder outsourcer produktion til udlandet, og dermed taber vi arbejdspladser og værdiskabelse i Danmark. Så det er et tab for virksomhederne, men så sandelig også for samfundet, siger Peter B. Jepsen, formand for Dansk Industris Udvalg for Erhvervsuddannelse.
Få hele historien i videoen øverst i artiklen.