Mor til topchef ved at revne af stolthed
Birte Bonnesen fra Odder er lykkelig over, at hendes datter er udnævnt som ny direktør for en af Nordens største banker
Torsdag aften blev det offentliggjort, at Birgitte Bonnesen fra Odder skal være ny topchef for den store svenske bank Swedbank. I barndomsbyen sidder nu en stolt og glad mor.
- Hun var ikke kommet hjem fra job endnu kl. 21, men så ringede hun og sagde, at det var i orden og bekræftet. Og så sagde jeg bare, åh Birgitte tillykke med det, lyder det fra moren Birte Bonnesen dagen derpå.
Østjysk kvinde er ny topchef i svensk bank
Siden februar har datteren været konstitueret topchef i banken, efter den tidligere direktør blev fyret, men nu har den østjyske finanskvinde for alvor fået ansvaret for over otte mio. kunder.
- Det er en vældig vigtig udnævnelse og et vældig vigtigt job, og jeg er både stolt og glad over at have fået tilliden til at lede banken som adm. direktør, siger Birgitte Bonnesen.
Får mange lykønskninger
Dagen igennem har mange medier skrevet om nyudnævnelsen, og også i Odder har interessen for Birte Bonnesens datter været stor.
- Folk har været forbi og sige tillykke med det. Det er simpelthen vidunderligt, og jeg er ved at revne af stolthed, fortæller moren.
Unge skal lære at styre deres økonomi
Og datteren selv er overbevidst om, at hun kommer til at klare sig godt i den nye topstilling.
- Jeg tror, at det, der gør, at jeg kommer til at få succes, er, at jeg vil satse utrolig meget på samarbejde, og jeg kender banken. Jeg har arbejdet i alle de store forretningsområder i banken, forklarer Birgitte Bonnesen.
Hvorfor hun fik jobbet, har moren i Odder et godt bud på. Det kan du se øverst i artiklen, hvor hele indslaget om finanskvinden er.