Gaffelrøver i Ry dømt til behandling
En 24-årig mand, der begik røveri i Bagerhuset i Ry med en gaffel, er idømt en behandlingsdom
Sydøstjyllands Politi har tidligere efterlyst gerningsmanden til et gaffelrøveri begået mod Bagerhuset i Ry den 24. oktober 2015.
Manden, en 24-årig mand fra Aarhus, blev hurtigt fundet, anholdt og varetægtsfængslet.
Nu er der så faldet dom i sagen imod ham - og det blev til en behandlingsdom på baggrund af mandens psykiske tilstand.
- Den 24-årige mand, der begik røveriet med en gaffel, er vurderet sindssyg, og derfor er han idømt en behandlingsdom, hvor der ikke er fastsat en længstetid for behandlingen, siger Mika Nissen, der er anklager for Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Bager i Ry udsat for røveri med en gaffel
Manden har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling, og han har erkendt røveriet.
- Fra anklagemyndighedens side anbefalede vi, at den nu dømte fortsat skal varetægtsfængsles, indtil han kan afsone sin behandlingsdom, og det har vi fået medhold i - i øvrigt med den dømtes eget samtykke, siger Mika Nissen.