'Matematikbro' skal hjælpe eleverne
Silkeborg Kommune vil lette overgangen mellem matematik på folkeskole- og gymnasieniveau
Mange får et chok, når matematikundervisningen i folkeskolen skiftes ud med matematikundervisningen i gymnasiet.
Tempoet er højere og opgaverne er sværere, og måske er der særlige problemer med overgangen i netop matematik.
Derfor har Silkeborg Kommune kastet sig ind i udviklingsprojektet 'Matematikbroen', der skal give eleverne bedre forudsætninger for at klare undervisningen i gymnasiet.
Det gennemføres i samarbejde med Københavns Kommune, og projektet involverer 24 lærere fra skoler i Silkeborg Kommune samt Silkeborg Gymnasium.
- Det er givtigt, at vi har fået øget kendskab til hinandens undervisning, og det har også været udbytterigt sammen at udvikle undervisningsmateriale, som tager højde for netop de faglige problemer, eleverne har, siger folkeskolelærer og medlem af projektgruppen Helene Salvagni Binderup i en pressemeddelelse.
Elever blandes med stor succes på Buskelundskolen
Projektet er støttet med 1,2 millioner kroner af A.P. Møller Fonden.
- Med de erfaringer vi allerede har fra Matematikbroen, er vi på forkant i forhold til at løse de problemer, eleverne har ved mødet med matematikken i gymnasiet. I det kommende skoleår har vi chancen for at nå endnu længere, siger pædagogisk udviklingskonsulent Nanna Tolborg, Silkeborg Kommune.