Øko-penge til Samsø strømmer ind
Aktieselskabet Samsø Økojord har kæmpe succes med at indsamle penge
På Samsø har aktieselskabet Samsø Økojord sat sig for at ville skaffe en million kroner for at købe økologisk landbrugsjord på øen, som så skal forpagtes til en ung, økologisk landmand.
Tegningsperioden udløber i aften klokken 23.59, og det går over al forventning med indsamlingen.
- Nu drømmer vi større. Vi er på 2,75 millioner, og det er over al forventning, siger talsmand Bent Degn til tv2oj.dk.
Samsinger vil opkøbe og forpagte landbrugsjord
Det er virksomheder og privatpersoner landet rundt, der har valgt at støtte projektet. Det store beløb betyder, at Samsø Økojord ikke behøver at få et kreditforeningsløn - det hele kan betales af donationerne.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det vil tiltrække unge mennesker. På længere sigt vil man komme til at købe mere jord, vi kan forpagte ud, siger Bent Degn, der naturligvis glæder sig over signalværdien i, at man har samlet næsten tre gange så meget ind som forventet.
- Det siger mig, at vi ikke er alene med de tanker, vi går med. Der er en masse, der synes det er en god idé, og gerne vil være med til at bakke op om det, siger han.