Muna flygtede fra sin familie
Den muslimske kvinde flyttede ind på det topsikrede center Red et ukendt sted på Sjælland. Et lignende center er på vej til Midtjylland
Snart åbner et krisecenter for mænd, kvinder og par, som søger tilflugt fra deres familie i æresrelaterede konflikter i Midtjylland. På Sjælland findes der allerede et, og her har Muna fået hjælp.
Hun måtte flygte fra sin muslimske familie, da hun fik en dansk kæreste. Krisecentret fik afgørende betydning for, at hun kom gennem den hårde periode.
Nyt safehouse for folk på flugt etableres
- Til sidst eskalerede det bare så meget, at jeg tænkte, at jeg ikke havde noget valg - jeg blev bare nødt til at tage væk, fortæller Muna til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Indtil da havde hun levet en tilværelse præget af overvågning og kontrol fra familien.
- Jeg levede som sagt et dobbeltliv. Det var småting. Hvis jeg tog på strøget med nogle veninder, skulle jeg fortælle, hvor vi var, hvem vi var og hvornår jeg kom hjem. Og på trods af, at de havde de oplysninger, så ringede de stadig og kontrollerede mig, siger hun.
Flugt fra tredje sal
Helt galt gik det så, da Muna fik en dansk kæreste. Nu fik hun trusler, men ville alligevel ikke opgive kærligheden.
- Det er ham, jeg er forelsket i, og jeg ville ikke have, at de skulle sætte en stopper for det. Så jeg sagde det til min bror, som det var - ja, jeg har en kæreste og hvad så. Og så fandt han nogle billeder af ham på Facebook, hvor han sad med nogle piger og øl på bordet. Så sagde min bror, at han ikke var den rigtige for mig, forklarer Muna.
Øget opmærksomhed på at spotte traumatiserede soldater
Her indså hun, at den eneste udvej var at flygte. Også selvom det indebar en flugt fra tredje sal med iturevet tøj. Og så fik hun plads på krisecentret Red et hemmeligt sted på Sjælland.
- Det sekund jeg møder alle de andre, og vi sidder i det fællesrum, der er, mærkede jeg på mig selv, at jeg åbnede hurtigt meget op, og det gjorde de andre også. Der er nogle, der vælger at fortælle deres historier, andre sidder og lytter. De har alle sammen hver deres oplevelser og erfaringer, fortæller Muna.
3 år efter flugten har Muna en uddannelse som pædagog og lever sammen med sin danske kæreste i København.
Hendes efternavn er kendt af TV 2 | ØSTJYLLAND.